Horsens Selvforsvar Klub 11. jubilæumskursus

af Anders Krojgaard Lund

Forventningerne var høje da det tredaglange 11-årsjubilæum blev sparket i gang fredag d. 9. maj 2008. Udover klubbens egne sortbælter var der tre gæsteinstruktører til at undervise. De to af dem, Soke dr. Robert Braff 10. Dan fra USA og Shihan John Hunt 8. Dan fra Australien, havde vi allerede haft fornøjelsen af at træne med bl.a. hos Norbert Domrös og i Mühlhausen i løbet af de to uger op til jubilæet. Dette gjorde det meget lettere for især børnene, der af gode grunde ikke forstod og/eller talte engelsk. På denne måde kunne de med ganske lidt oversættelse sagtens følge med i undervisningen, fordi de kendte eller havde set de fleste bevægelser på forhånd. Den tredje instruktør var den meget dygtige og yderst oplyste Marcus ”Bo-Bo” Bolli. Tensao, eller bare Ten, som han foretrækker at blive kaldt, er en buddhistisk munk fra Schweiz. De tre udgjorde en fantastisk trio og de komplimenterede hinanden godt.

Doc (Soke Braff) underviste primært i sværd, hovedsageligt Wakizashien (et kort sværd til brug ved fx duellering). Udgangspunktet var både kamp (en-mod-en) og egentligt krig, hvor ca. 25 elever, opdelt på to hold, kæmpede af gangen. I masse-kampen var det ikke den tekniske og fysiske del af sværdkamp, der var i fokus. Det var i høj grad selve samarbejdet og organiseringen af en enhed, der var formålet med øvelserne. Udover kampelementet var der også de faste kata’er (forme) der blev gennemgået. Begge var elementer fra Doc’s egen sværdstil, San-ryu-do.

Netop fordi Doc har så mange kontakter, og mange af de rigtige(!) kontakter, kunne han om lørdagen præsentere en noget udsøgt gave til henholdsvis Chad og John. Chad fik en ca. 5 meter lang kinesisk skriftrulle, der er nogle hundrede år gammel, og afbilleder den kinesiske skabelsesberetning. Gaven var et symbol på, at Horsens Selvforsvar Klub blev udnævnt som den danske repræsentant for San-Ryu-Do. John Hunt fik ligeledes en tilsvarende af disse sjældne skriftruller, dog med ”De Hundrede Tigere” som motiv. Lejligheden var her overrækkelsen af titlen ”SOKE” som betyder ”skaber” eller ”slægtsfører”, hvilket betyder at John nu er, Soke John Hunt.

John, der konstant virkede til at være i suverænt ”lege-humør”, underviste bl.a. i abe-kung-fu, der bogstavelig talt indebærer at man hopper rundt på gulvet på alle fire, for at på denne måde forvirre og narre sine modstandere, imens man laver masser af abelyde. Det var en meget sjov ting at prøve, og det er mit indtryk, at alle faktisk fik meget ud af det, selvom det var ubegribelig hårdt for benene, når man ikke måtte rejse sig helt op. Tilmed underviste han også i kali-stave (eskrima), Muay Thai (Thai-boxing) og i free-style Karate. På trods af at John er godt oppe i 60’erne, eksploderede han med mere energi end de fleste af os og det med millimeters præcision og kontrol – det siger vel noget om hvor fantastisk dygtigt en kampkunstner han stadig er.

Det markante ved Tensao Marcus Bolli var ikke så meget hvad han underviste i, men undervisningen var helt i top. Han underviste i traditionel Tempel Boxing og Chan Buddhisme, hvilket var helt suverænt. Det var meget faste slag og spark, og især de allermest grundlæggende (og derfor vigtige!) teknikker, der blev undervist i, og de blev skåret helt ud i pap, så man var med hele vejen. Men som sagt var det ikke undervisningen, der i mine øjne gjorde ham mest speciel. Udover at han var iklædt den traditionelle orange munkedragt, frem for vores sorte eller hvide gi (træningsdragt), var selve hans sprog og undervisningsteknikker iøjefaldende. Når der kom rettelser, skete det kontant og prompte, og skulle ens fod længere til højre, kom en hånd og klappede den derover. Det var på ingen måde en led eller dominerende måde, Tensao underviste på, det var blot mere traditionelt i forhold til, hvordan han selv er blevet og bliver undervist. Så kombineret med hans helt enestående og imødekommende personlighed var det med til at gøre ham helt unik som instruktør.

For at give en ide om Tensaos indstilling til hele kampkunst-konceptet, lagde han ud med at forklare paradokset mellem de fredselskende buddhistiske munke og deres dødelige kunst. Målet med det hele, er ifølge munkene, at forstå livet og blive klogere på selv samme. Men livet er ligesom solen, hvis man kigger direkte på den bliver man blændet – og man ser intet. For at blive klogere på solen kigger vi først i skyggerne – og ligeledes skal vi, for at bliver klogere på livet, først se på døden.

Alt i alt var der altså tale om et gennemgående fantastisk kursus, som også blev nydt kraftigt af instruktørerne såvel som eleverne. Og med alle de ekstra begivenheder som bowling, fællesmassage, fællesmeditation, fællesspisning, samt en tur i biffen for at se ”IRONMAN”, var det en helt igennem fantastisk weekend.