Shaolin Munke Besøger Lokale Forening I Horsens 

af Chad Foster

BONG, Bong, bong, pang. BONG, Bong, bong, pang. Det er lyden af Taiko trommerne, som fylder hele Cirkus Arena, hvor Shaolin Munkene, indtil en gang i september i år, er på besøg fra Kina. For dem der endnu ikke er opmærksomme på hvem Munkene fra Shaolin er, vil jeg tillade mig kort, at fortælle om dem og deres venner. Over hele verden er navnet Shaolin kendt for at være der, hvor de munke, som kan udarte ekstreme fysiske præstationer, kommer fra. Stort set enhver Budoka (også kendt som kampkunstudøvere) over hele kloden, samt millioner af mennesker, der er blevet imponeret af deres kunnen, kender til munkene. De anses for at være kæmpe rollemodeller – især indenfor hvad kroppen er i stand til at udfører/udholde, når man vier sit liv komplet til disciplin, hengivenhed og træning. Ikke siden selve Bruce Lee, har der været mere opmærksomhed omkring nogen kampkunstnere.

Utrolige er de præstationer de demonstrere til publikummet, når de optræder foran flere tusinde tilskuer flere aftener om ugen i Cirkus Arena, som har været på besøg i Horsens fra den 28. til den 30. april i år. Børn i alle aldre jubler af dem, imens andre misunder deres utrolige evner. Tanken om at springe igennem flammer, flere hundrede grader varme ville nok skramme de fleste. Shaolin Munkene gør det – bare med lidt mere stil. De springer igennem flammerne, der samtidigt er omringet af ca. 30 Kung-Fu sværd. Ikke nok med det, så har de samtidigt bind for øjnene! Synes du at det er imponerende, hvad med at ligge på et brat med barberbladespidse søm i, imens du får ikke et, men to kæmpe indkørselsfliser smadret med en 12 kilo tung forhammer på din mave. Nåh, ikke godt nok endnu? Prøv lige at tage en fire meter lang, 1½ cm tyk, solid stykke jern stang, og bøje den ved at få den presset imod din strube eller vikle den adskillige gange rundt om din nakke. Foruden deres halsblæsende kampteknikker, er de og mange andre præstationer, blot nogle af de prøvelser Munkene og deres venner gennemgår.

Aldrig før har nogen i Horsens Selvforsvar Klub oplevet sådan en ære, som de oplevede den 30. april 2008. Hele troppen fra Shaolin og deres Kung-Fu og Wu-Shu venner var med som gæster af instruktørerne i Horsens Selvforsvar Klub! Chefinstruktøren, Shihan Chad Foster, 6. Dan, tog kontakt til Lena Just Lund, pressechefen for Cirkus Arena og bad om lov til at møde Munkene efter deres forestilling den 29. april. Med åbent hjerte tilbød hun alle de tilstedeværende instruktører, samt to meget begejstrede gæsteinstruktører fra hhv. USA og Australien velkommen. Efter showet var Horsens Selvforsvar Klub budt velkommen ned på manegen for at tage nogle billeder med gruppen. Da de var ved at være færdige spurgte Chad Foster Munkene og deres venner, om de kunne tænke sig at besøge klubbens dejlige og varme omgivelser på Fabrikvej 11a, 2. sal i Horsens. Deres leder, Jian Guang Ming, takkede efter en betænksom tanke ja!

Hele formiddagen var de elve mystiske gæster fra Orienten og fem af Horsens Selvforsvar Klubs højst graduerede instruktører, Shihan Chad Foster, 6. Dan, Sensei Sofie Foster, 3. Dan, Sensei Virupan Sridaran, 2. Dan, Sensei Anders Lund 1. Dan og Martin Nilsson, 1. Kyu, samt Hanshi John Hunt, 8. Dan fra Australien og Soke Dr. Robert Braff, 10. Dan fra USA, ved at dele fra deres hjerter deres kampkunst-kunnen med hinanden. Vores gæster tog virkelig godt imod klubbens tilbud om at lege sammen og begyndte derfor at spille dødbold. Kort efter vores Orientalske venner forstod at de skulle lave nogle armbøjninger, hvis de døde, ville de hurtig skifte leg. Så prøvede næsten alle, med åbne sind SanRyuDo, en del af det våbensystem, der undervises i Horsens Selvforsvar Klub. Dr. Robert Braff, grundlæggeren af systemet, var dommer i legen, som er en form for fuldkontakt sværdkamp med speciel udviklede sikkerhedssværd. Det kan roligt siges at alle havde kæmpe smiler på læberne efter kampene! Efter adskillige opvisninger fra klubben, Munkene og de Wu-Shu og Kung-Fu eksperter, var alle udmattede, hvilket gav anledning til at spise lidt sammen.

Imens vi snack’ede på frisk frugt, tofu og lidt slik, begyndte vi virkelig at lære hinanden at kende. En utrolig opnåelse, når man ved at kun He Wei, også kendt som Rosemary, var den eneste af  Kineserne, der kunne lidt engelsk. Det var dog ikke sproget, der førte os tættere sammen som brødre og søstre, det var vores fælles kærlighed for Martial Arts (kampkunst) og vores åbne hjerter, der gjorde det. Vores nye venner prøvede praktisk talt ethvert af de mange effektive træningsredskaber og våben klubben har til at tilbyde. Hver gang der blev prøvet noget, udvekslede vi tanker, ideer og muligheder med hinanden. Liu Yie, den flotte og talentfulde Wu-Shu pige tog sin kinesiske kæde-pisk med sig. Den blev hurtigt erobret af klubbens begejstrede instruktører, efter Liu Yie demonstrerede hvor dygtig hun er til at bruge våbnet. Vi skulle simpelt hen prøve. Heldigvis var hun og nogle af sine venner villige til at hjælpe os lære mere om dette utrolige farlige våben.

Der var selvfølgelig også tid til at tage nogle billeder af hinanden. Kung-Fu udøverne; Chai Li Gang og Du Jixing, Wu-Shu artisten, Liu Yie, Taiko trommeslagerne; Zhang Yang og He Wei, Shaolin Munkene; Chen Shuai, Liu Zhen Wei, Jian Dun Long, Liang Hang Qiang og Chen Hong Min, samt troppelederen Jian Guang Ming var ekstremt gavmilde at lade os tage hundredvis af billeder med dem. Hvis du spørger mig, var kineserne dog mere beæret over at tage billeder med os, end vi var med dem – og som skrevet før, har denne dag været den største ære, vi nogen sinde kunne bede om! Vi var dog desværre også nødt til at sige farvel til vores nye venner. De skulle øve sig til aftenens forestilling og nogle af os var nødt til at komme på arbejde. Så vi takkede pænt af til hinanden, gav kys og kram og skulle desværre gå hver vores vej. Dog lovede Chad Foster at bringe et billede af os alle sammen ud til vores nye venner efter deres optræden var færdig. Han fik dog bestemt ikke lov til at tage derhen alene.

Vi var faktisk fem, der kørte ud for at aflevere billedet og igen sige farvel. Da vi kom ud til kineserne oplevede vi noget, som vi aldrig havde forestillet os. Vi vidste at de ville være glade for at se os, men ikke på den måde vi blev modtaget. Lige så snart de så os, sprang de ud af deres trailer, næsten jublende for at se os igen. Vi fik de største krammer og ”high-fives” og de varmeste smil, nogen kunne forestille sig! Den kærlighed, der blev vist den aften, kan bare ikke beskrives. Det var som at være genforenet med ens bedste ven efter 20 års adskillelse, bare mere intenst. Vi har bestemt fået nogle nye venner. Selvom vi ikke engang kan tale sammen, er det for livet. Takket være vores kærlighed for Martial Arts!